Den verden, som vi hver især subjektivt oplever, er blot et spejl af det, som vi selv indeholder. Vi bliver til og oplever det, som vi tidligere har lært gennem vores oplevelser sammen med de mennesker, der har deltaget i vores liv. Det, som vi inderst inde tror, er sandt, bliver sandt for enhver af os.

Fra den tidligste barndom, er vi blevet programmeret med de følelsesmæssige grundstemninger, som kommer til at følge os resten af livet, med mindre vi formår at kontakte dem og løsne dem op. Det er sket gennem en bevidsthedsoverførsel fra vores forældre, fra vores livssituation, fra tidsånden og fra alle de andre mennesker, som vi har haft kontakt med.
Noget af det, som vi på den måde har lært, har været smertefuldt. I stedet for at blive set som de fantastiske skabninger vi er, har vi fået en virkelighedsopfattelse, som i varierende grad også indeholder fejlagtige ideer om os selv og om andre, og som også indeholder en dyb sorg over manglen på kærlighed og accept omkring os. Den smerte og den sorg er blevet fortrængt til den ubevidste del af vores bevidsthed, fordi vi ikke kan rumme at tænke på den hele tiden.

Herefter opstår en del af vores tanker i spændingsfeltet mellem vores aktuelle oplevelser og den del af vores bevidsthed, der er blevet fortrængt til det ubevidste.
Da et menneske kun kan opfatte 6-10 forskellige situationer pr. sekund, er hjernen nødt til at vælge, hvad den vil bevidstgøre. Det meste, af det vi sanser, bliver aldrig bevidstgjort, men bliver i stedet ”overset” af det sansefilter, der sidder øverst på hjernestammen.

Hjernen bruger dette sansefilter til at forsvare os i tankerne mod det, der tidligere har gjort ondt på os, men vi kan også bevidst programmere det med vores tanker. En mor, der sover udmærket i larmende omgivelser, kan for eksempel programmere sit sansefilter, så hun vågner op, hvis hendes barn giver svage lyde fra sig.

Men vi kan også programmere vores sansefiltre, til at opfatte andre ting. Hvis vi for eksempel i tankerne tit har tænkt, at mennesker med grønne øjne har en bestemt adfærd, vil vi lægge mærke til det, hvis vi sanser en sådan adfærd, men overse situationen, hvis adfærden er anderledens. Derved beskæftiger vi vores tro på det, der er sandt for os, men vi ser slet ikke klart. I stedet har vi blot programmeret vores sansefilter, så vi hele tiden får ret i vores virkelighedsopfattelse.

Et vigtigt spørgsmål for enhver bør derfor være, om vi fremmer vores ego, og derved skaber nye situationer, som er smertefulde for nogen. Oplevelser, som bliver fortrængt til den ubevidste del af os selv, hvorfra de vil skabe nye tanker i fremtiden, eller om vi bevidst vælger at tænker og handler kærligt i forhold til vores omgivelser.

At nærme sig vores inderste essens er en livslang proces, hvor vi i de forskellige øjeblikke både er til stede i vores ydre verden, samtidig med at vi mærker de følelser, som situationen fremkalder, så vi kan erkende dem og give slip på dem. En sådan livsholdning giver indre ro, og den er den eneste måde, vi kan finde ind til det, vi i virkeligheden er.