Kronikforslag, som er blevet afslået af Kristeligt Dagblad, skrevet af Peter Scheelke.

Lad det være sagt med det samme. Jeg tror, at Jesus er vejen og sandheden og livet, og kan derfor sagtens følge Søren Ulrik Thomsen, når han siger, at gudstjenesten bør være en højtidlig begivenhed. Det ville passe mig godt, hvis mit liv kun handlede om mig. Men det gør det ikke.
Mit liv består af alle de oplevelser, jeg har sammen med de mennesker, der deltager i det. Jeg ville derfor også selv få det bedre, hvis flere danskere lyttede mere til Jesus. 

Men der er desværre mange, som vælger kirken fra. De søger i stedet efter et livsindhold i den alternative verden, fordi de der kan få lov til at være, sådan som de er.
Det kan de ikke, hvis de henvender sig i kirken. Hvis en søgende sjæl, som en anden forvirret hval, skulle strande i en menighed, får vedkommende derimod straks at vide, at hans eller hendes skjulte synd kun kan sones gennem troen på Jesus Kristus, og at alle med en anden tro, på dommens dag. vil falde ned i intethedens bundløse glemsel. 

Ved at tænke sådan, dømmer vi kristne imidlertid to tredjedele af jordens befolkning til evig fortabelse, og det er heldigvis slet ikke vores afgørelse. Vi skaber også en dualitet, hvor det er os, som er de rigtige, og de andre, der er de forkerte, og den dom kommer til at leve videre inde i enhver, som tænker på den måde.
Vores dom bliver en del af vores egen virkelighedsopfattelse, som blandt andet bevirker, at vi skubber anderledens tænkende fra os. 

Der er ingen mennesker, der kan lide at få fortalt, at de tager fejl i livets vigtigste spørgsmål. En sådan tilgang til det omliggende samfund bevirker blot, at vi bliver isoleret, og kommer til at leve i en boble sammen med ligesindede. Det kan være en styrke om søndagen, hvor vi bekræfter hinanden i vores tro, men det duer ikke om mandagen, hvor vi gerne vil have andre mennesker i tale. 

Om mandagen bør vi acceptere og rumme, de mennesker vi møder på vores vej. Ikke sådan som vi gerne vil have, de skal være, men sådan som de er. Når vi bærer deres byrdersammen med dem, og mærke det, som de repræsenterer i os selv, soner vi vores egen synd. Vi bør derfor altid være, for dem vi møder, og kan også nogle gange glæde os over Jesus sammen med dem. Men hvis vi ikke kan det, fordi de ikke er kristne, er vi nødt til at vender den anden kind til. 

At mange kristne tror, at det kun er troen på Jesus, der kan frelse, skyldes måske teksten i Johannesevangeliet, hvor der står, at ”ingen kommer til Faderen uden ved ham”. Johannes starter dog med at skrive om Jesus, at ”Alt blev til ved ham, og uden ham blev intet til af det, som er” Joh 1,3, et budskab der også findes i Paulus’ brev til kolossenserne 1,16, hvor der står, at ”I ham blev alting skabt”.
Vi tror, at alle mennesker er blevet skabt ved Jesus Kristus, og har en signatur af Kristus indeni os, som er uafhængig af vores øvrige tro og overbevisninger. Jesus er derfor både større end den kristne kirke og større end kristendommen. Han er selve årsagen til, at vi eksisterer.
Hvis det gudsbillede, som findes inde i enhver, indeholder signaturen af Kristus, kan det være denne signatur, vi skal finde frem til for at komme til Faderen. 

Der er også missionsbefalingen (Matt 28,19), hvor Jesus siger, at vi skal gøre alle folkeslagene til hans disciple. Vi skal lære alle at holde Jesu bud, men så fortsætter den: ” idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. Det kan Jesus imidlertid ikke have sagt, og Mattheus kan heller ikke have skrevet det, simpelthen fordi begrebet og formuleringen om treenigheden ikke eksisterede på Jesu tid. Selve ideen om en sjæls tredeling kommer oprindeligt fra Platon, men det var teologen Tertullian (ca. 160- 223 e.Kr.) fra Kartago, der udformede den egentlige lære om treenigheden mere end 150 år efter Jesu død. Missionsbefalingen er således også et af de tydeligste eksempler på, at en oprindelig tekst i et evangelium er blevet ændret, for at skabe en mere ensartet tro, sandsynligvis kort tid efter at kirken indledte sit formaliserede samarbejde med den romerske statsmagt. 

Selvfølgelig skal vi kristne glæde os over at kende Jesus og over Joh 3,16, hvor der står, at: ”enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv”. Troen på Jesus kan frelse et menneske, men Jesus siger også, at det var muligt at bliver frelst, før han blev født (Matt 12,41, Matt 21,28-32 og Luk 16,29).
Derudover siger han, at det kun er dem, der gør Guds vilje, der vil blive frelst (Matt 7,21), ligesom han fortæller os, at det er Guds vilje, at ”alt, hvad I vil, at mennesker skal gøre mod jer, det skal I også gøre mod dem. Sådan er loven og profeterne” (Matt 7,12). 

Det vigtigste i kristendommer er derfor kærlighedsbudsskabet. Vi skal behandle andre, sådan som vi selv gerne vil behandles, hvis vi var i samme situation som dem. Det er den essens, som vi skal få alle folkeslag til at forstå.
Hvis vi derfor accepterer og velsigner de andre religioner, viser vi dem netop Jesu vej, og får derved en meget bedre dialog med dem. Samtidig er det ikke er alle, som har mulighed for at sidde og meditere så meget, som det kræves for at opnå ”østlig oplysning”. De østlige religiøse ledere kan derfor med fordel anbefale deres tilhængere, at læse de kristne evangelier og Paulus’ breve, da Jesus her primært lærer os, hvordan vi skal leve vores liv blandt andre mennesker, så vi set med buddhistiske eller hinduistiske øjne får forbedret vores karma. 

Vi kristne kan også lære noget af de østlige religioner. Både budismen, hinduismen og daoismen har udviklet effektive meditationsteknikker, som er gode til at afdække, det vi indeholder, og som derfor kan hjælpe os med at bekende vores synder.
De østlige religioner er alle ældre end kristendommen, og de forsøger at nå frem til Gud. Det skal vi kristne ikke bebrejde dem, men kan i stedet glæde os over, at Gud gennem Jesus valgte at komme os mennesker i møde. 

Selv bliver jeg nogle gange fyldt med ydmyghed, når jeg ser, hvordan nogle buddhistiske munke er blevet eksperter i medfølelse, eller jeg i islam ser, hvordan de dyrker skønheden til Guds ære, både i den smukke stemme, som kalder til bøn, og i deres moskeer med fantastiske mosaikker og den smukkeste kalligrafi.
Kristussignaturen findes mange steder, hvis vi vælger at lægger mærke til den. Det er op til det enkelte menneske, om det kan se det guddommelige i omgivelserne, eller om det vælger at ”synde” ved i stedet at skabe eller fastholde en konflikt. 

Det bedste, vi som kristne kan gøre, er derfor at opfatte mennesker, som tror på en anden religion, eller slet ikke tror på noget, med kristne øjne. Det betyder, at vi skal rumme dem, velsigne dem, tilgive dem og give slip på alle vores klagepunkter og domme over dem, så vi kan lade kærlighedens mirakel påvirke den nærværende situation.
Det er vores vilje til at gøre Guds vilje, som er afgørende for os selv, og så må vi lade Gud bestemme, hvem der bliver frelst.

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden”.